Transporten

Cykelstien

Man behøver egentlig ikke bil og kørekort for at bo i Nyker……

Vi er nemlig beriget med den særdeles attraktive cykelsti, der forbinder Nyker og Rønne med ca. 15-20 minutters pedal- og benarbejde. Den er en yderst yndet rute, for det er ikke kun eventyrlystne cykelturister, som  nysgerrigt kigger over hækken eller hilser glad på modkørende. Her kommer mange mennesker, både skolebørn, studerende, klasser på tur og arbejdende folk på vej til eller fra jobs. Enkelte fartglade scootere findes også – typisk Nyker By og omegns unge mennesker, der gerne uafhængigt valfarter til Campus i morgentimerne.Når det er sagt, så er det en rigtig god og tryg rute at befærdes på – også for børn, der mere sikkert kan øve sig på cyklen, på trafikken og i det hele taget selv foretage rejsen til Rønne.

Turen mellem Rønne og Nyker er mangfoldig – om sommeren byder den på fuglekvidder og især Lærkens trillen, vidde og bølgende kornmarker, hvor rovfugle cirkulerer højt på himlen, og nogle steder i nærheden af Blykobbe Trinbræt og Rosmandegård kan man fornemme flyvske, diffuse og dejlige dufte, der minder om en mild balsamduft. I efteråret er der et skue til Nordskoven/Blykobbe Plantage, der står og veksler i forskellige nuancer mellem grønne, gule, brune og røde farver. Ligeledes kan efterårsstemningen også buffes, når du fra Rønne af kører ind i “skovbrynet” ved trinbrættet – er ligger der gerne dis eller tåge lavt på markerne og træernes drysser mangefarvede løv ned om ørene på dig. Langs grøftekanter og agermarker får du højs sandsynligt også øje på fasaner og agerhøns. Tidlige vintermorgener kan du også opleve et skønt skue, når solen står rød-pink op og hænger lavt og sender blå-lilla-pinke-og røde farver over himmelbuen og dens skyer. Dette er tydligt, når først du er kommet fra Trinbrættet og frem til Gøngeherredet og er på vej mod Nyker. I foråret og sommeren er “indgangen” til Nyker via cykelstien også eventyrlig, for her står der mange blomstrende frugttræer, især æble- og mirabeltræer, og blomstrer og senere hen med frugt. De står rankt og byder dig velkommen og minder alt i alt om en hyggelig allé. Det giver anledning til mange fugle og insekter. i foråret 2020 måtte vi dog undvære denne blomstrende allé, da træerne blev kraftigt skåret tilbage grundet skadedyr. Dog er der allerede godt gang i nye spir.

BAT-bussen

Vi er så heldige at vi har gode busforbindelser til og fra Nyker by, men det kræver dog lige at man husker at orientere sig i BATs køreplaner. Vi har ofte muligheder for afgang hver time, takket være de mange skolebørn der kommer til Bornholms Frie IDrætsskole – men betyder fx. at der i skolernes sommerferie er nedsat antal afgang/ankomster i Nyker. Ligeledes gælder det også i weekenderne. Vi har fornøjelse af bus 2, der kommer fra Rønne via Haslevej-Pluggegårdsvej, og kører gennem byen ad Nyker Hovedgade og mod Klemensker, Rø, Tejn, Sandkaas, Allinge-Sandvig og Hammershus, mens bus 10 kører mellem Rønne, Nyker, Klemensker, Hasle, Vang og Allinge-Sandvig. Disse to busser er regionale ruter. Vi har også en enkel lokal rute, bus 32, der kører mellem Hasle, Klemensker, Aarsballe, Klemensker, Nyker og atter Hasle.

I Nyker har vi 3 stoppesteder på langs den centrale “hovedgade”, hvoraf flere af stoppesteder har et busskur. Når du kommer fra Rønne og skal mod Klemensker og det øvrige nordland, kommer det første stoppested på Pluggegårdsvej ved Agremøllens Antik & Genbrug. Det næste stop ligger lige efter Hønseskoven, lige overfor Ny Torv og Bornholms Frie Idrætsskole. Sidste stop ligger ved Gamle Torv ved det gamle Brugsen. KOmmer du derimod fra nordlandet og skal videre mod Rønne, kommer det første stoppested ved Gamle Torv, hvor der i 2020 også er opført et toilethus. Næste stop kommer lige efter Ny Torv og skole (her er der ikke et busskur), lige ved siden af byens røde postkasse. Sidste stop før byporten ligger mellem lige dér, hvor Pluggegårdsvej går over i Nyker Hovedgade.

www.bat.dk/forside