Super flotte påskeæg i Nyker
Skulle man nogensinde forveksle årstiderne grundet af tidens utilregnelige vejrskifte og temperaturens luner, er der hjælp at hente fra de yngste bysbørn; For hvis man ellers retter sit blik op fra mobilskærmens hypnotiske greb eller pakker sig ud af de mange lag corona-bekymringer, opdager man måske, at den oftere blå himmel og solens længe ventede stråler skinner om kap med byens nyeste indslag – nemlig de ca. 70+ farvestrålende æg, som børn fra Nyker børnehus samt Bornholms frie Idrætsskole, herunder SFO og børnehaven Bien, har lavet til stor glæde og gavn for byens indbyggere, gæster og gennemkørende. – For lige netop disse kulørte æg varsler, at vi nu på vej mod mildere vejr; Forårets er atter landet i Nyker.
Påskeæggene, der primært hænger på lygtepæle langs byens mest trafikerede veje, vil supplere de mange andre første blomstrende forårsbebudere – krokus i lilla toner, små solskindryp i form af de mange små gule erantisser og de elegante og stolt knejsende vintergækker samt snarligt tusindvis af påskeliljer – dels i forhold til den spirende forventningsglæde til sommer og dels i den stærke signalværdi, der netop kendetegner vores dejlige by: At vi som et fællesskab kan udvikle og løfte opgaven som værende “Børnefamiliernes by” – sammen og hver for sig.
Tusind tak til alle børnene i Nyker børnehus, BIEN og KUBEN for alle de flotte påskeæg. Det er bare super hyggeligt!